For første gang falder bomberne ved den Vestukrainske by Lviv. Vi får seneste nyt fra Ukraine, ligesom vi dykker ned i Putins tale i anledningen af, at det i dag er otte år siden, Rusland annekterede Krim. Og så får vi en analyse af telefonsamtalen mellem USA’s præsident Joe Biden og Kinas Xi Jinping.
Flere end 3 millioner mennesker er ifølge FN flygtet ud af Ukraine de sidste uger. Én af dem er den 23-årige forretningskvinde Mariia Lysokobylka. Mariia boede for tre uger siden i Kharkiv. Nu sidder hun sammen med sin mor og tre søstre i Sandholmlejren i Nordsjælland. Vi hører om hendes rejse hertil og hendes drømme om snart at kunne arbejde igen. Den drøm er hun ikke alene om. For mange af de ukrainske flygtninge, der kommer til Danmark, vil meget gerne arbejde og bidrage, men de drømmer også om at komme hjem til Ukraine igen.
I denne uge har Ukraines præsident Zelenskyj kaldt det en sejr, da det for nylig lykkedes at koble Ukraine på det fælles europæiske el-net. Vi ser på, hvordan man rent praktisk gør sådan noget, og hvad det betyder for forsyningssikkerheden i kritiske situationer. Putins invasion af Ukraine vil desuden styrke EUs grønne omstilling, men på en tragisk baggrund. Det siger Margrethe Vestager. Vi har talt med EU-kommissæren , blandt andet om, hvordan EU skal komme ud af den russiske energiafhængighed.
Astrid Berg og Henrik Lerche er dagens værter, Tine Linde er dagens redaktør.
www.dr.dk/orientering
Orientering: Første angreb tæt på historisk by, som har været et sikkert sted for ukrainere på flugt fra kampe – 18. mar 2022
01:50:062022