Orientering: Forhandlinger om udflytning af uddannelser i afsluttende fase – 9. feb 2022

Slutspillet om regeringens aftale om udflytning af studiepladser fra de store byer er inde i sin afgørende fase, og efter planen mødes aftalepartierne i morgen for at færdigforhandle den endelige plan for, hvordan fremtidens uddannelsessektor skal se ud. Men langt fra alle er tilfredse. En lang række studenterorganisationer har her til eftermiddag indkaldt til demonstration på Christiansborg Slotsplads mod udflytningsplanen. Samtidig er dem, der i praksis skal reducere studiepladserne, universiteterne og professionshøjskolerne uenige om, hvem og hvor mange pladser, der bør skæres væk.
En høj ensartet CO2-afgift vil klart være det bedste for klimaet og det billigste for samfundet. Sådan lød det da ekspertgruppen med Michael Svarer i spidsen fremlagde deres tre modeller for en CO2-afgift i går. Nu skal politikerne træffe de svære valg mellem udflytning af arbejdspladser, svævende teknologiløsninger, og hvad der egentlig er bedst for klimaet. Vi forsøger at hjælpe dem.
Ukraine har brug for militært udstyr fra NATO-landene. Det ønske fik Danmark til at kigge efter på de militære lagre. Derfor kom det også kortvarigt på tale at sende 400 såkaldte Stinger-missiler til Ukraine. Men de viste sig at være for gamle. Derfor er meldingen fra forsvaret i dag, at hjælpen til Ukraine ikke bliver igennem våben. Men Venstre mener, at det er nødvendigt at vende tilbage til hylderne på lagrene. Vi dykker ned i, hvad udmeldinger om, hvorvidt Danmark “tør” sende våben til Ukraine, og hvordan lagerbeholdningen ser ud, siger om det danske forsvar.
Astrid Berg og Mette Vibe Utzon er værter, Tine Møller Sørensen redigerer.
www.dr.dk/orientering