Orientering: Borgmestre appellerer til partifæller – Kom til forhandlingsbordet – 27. jan 2022

Kommunerne mangler massivt arbejdskraft. Samtidig er regeringens plan om reformer, der skal skaffe flere i arbejde blokeret af konflikt mellem rød og blå side i Folketinget. Derfor appellerer kommunerne nu partierne på Christiansborg bredt om at sænke paraderne.
De afghanske familier, der blev evakueret fra Kabul i august, har opholdt sig på asylcentre rundt omkring i landet lige siden. Men om få dage kan de endelig rejse ud i landets kommuner, hvor de skal bo, arbejde og gå i skole. Og ude i kommunerne har man haft travlt med at forberede deres ankomst. Vi har talt med en afghansk familie og den medarbejder i Skanderborg kommune, der skal tage imod dem.
Med rekordhøje energipriser og en varmeregning der siger spar to – så kunne man måske godt drømme om, at der var en pulje penge, man kunne søge for at energieffektivisere sin virksomhed. Og det er der! – Men virksomhederne søger den ikke. Og når fristen udløber i dag, er der 750 mio. kr. som bare samler støv hos Energistyrelsen. Vi spørger hvorfor?
Astrid Berg og Karen Hjulmand er dagens værter. Birgitte Gadegaard er redaktør.
www.dr.dk/orientering