Orientering: Lars Løkke: Støjberg-sagen kunne være endt anderledes. Det er mit ansvar – 14. dec 2021

I går modtog tidligere udlændige- og integrationsminister Inger Støjberg 60 dages ubetinget fængsel for at have brudt ministeransvarsloven i sagen om den ulovlige adskillelse af unge asylpar, hvor mindst den ene var under 18 år. Det har fået den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen til at skrive sådan her på de sociale medier: “Sagen kunne have være endt anderledes. Det har jeg et ansvar for, at den ikke gjorde”. Vi taler med Lars Løkke Rasmussen.
Tidligere i dag slog retten i Odense fast, at Middelfart-virksomheden Dan-Bunkering og virksomhedens moderselskab brød EU’s sanktioner ved i årene fra 2015-17 at sælge flybrændstof, der endte i Syrien. Samlet lød dommen til koncernen på 34 millioner kroner i bøder, og der bliver konfiskeret næsten 16 millioner. Derudover får direktør Keld Demant en betinget dom på fire måneders fængsel. Vi får en analyse af dommen. Og vi ser også på, hvordan brændstofhandlerne påvirkede krigen i Syrien.
Der er 10 dage til jul, dagens antal smittede med corona er 8314, og snart vil det daglige smittetal runde 10.000, viser en prognose fra Statens Serum Institut. Vi ser på, hvordan de stigende smittetal påvirker vores adfærd.
Astrid Berg og Søren Carlsen er dagens værter. Birgitte Gadegaard er redaktør.
www.dr.dk/Orientering.