Der mangler klasselokaler, undervisningsmaterialer og lærere. Og nogle steder er der endda hul i taget. Sådan bliver forholdene beskrevet af elever på flere af landets FGU’er, der er en forberedende grunduddannelse til unge, der ikke er parate til at tage andre ungdomsuddannelser eller er parate til arbejdsmarkedet. Målet bag uddannelsen bygger på en årelang politisk ambition om, at andelen af unge, der har brug for støtte til at komme videre i livet, skal halveres. Men Orientering har i den sidste måneds tid kunne fortælle historier om dybt kritisable forhold på flere af skolerne. Vi taler med Kommunernes Landsforening om, hvorfor kommunerne ikke løfter opgaven godt nok.
Når folketingsmedlemmer fremover skal på sygeorlov, så er det ikke nok at sende en mail til Folketingets formand. Fremover skal folketingsmedlemmer kunne fremvise en lægeerklæring, som skal afleveres til partiets gruppeformand. De nye regler kommer efter en diskussion tidligere på året, hvor der var kritik af, at folketingsmedlemmer ikke har samme krav om at kunne dokumentere sygdom, som man har på resten af arbejdsmarkedet. Vi dykker ned i de nye regler.
Under afhøringerne i granskningskommissionen i går var det endnu engang Barbara Bertelsen, der løb med al opmærksomhed, selv om hun ikke var til stede ved retten på Frederiksberg. I en række hidtil ukendte sms’er lufter hun sin utilfredshed med, at regeringens beslutning om at slå alle mink ned, ikke blev bakket mere op af den tidligere faglige direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak. Sms’erne har vakt opsigt. Vi spørger, hvor opsigtsvækkende det overhovedet er, og så får vi seneste nyt fra kommissionen i dag.
Astrid Berg og Søren Carlsen er dagens værter, Tine Linde redigerer.
www.dr.dk/orientering
Orientering: Tilbud til unge, der hverken er i job eller under uddannelse, bliver ikke løftet godt i kommunerne – 3. dec 2021
01:50:082021