Orientering: Kan mere fuldtidsarbejde redde ældreplejen? – 11. nov 2021

Kommunerne i hele landet har massive problemer med at finde medarbejdere til ældreplejen. Og i takt med at antallet af ældre stiger, så vil manglen på arbejdskraft bare vokse.
Kommunernes Landsforening vurderer, at der skal uddannes 3000 sosu-assistenter mere hvert år, hvis niveauet i ældreplejen skal fastholdes. Og FOA har forudset at der vil mangle 42.000 indenfor området i 2030.
Men måske ligger en del af løsningen lige for næsen af os. For hvis alle deltidsansatte blev tilbudt at gå på fuld tid, så ville det svare til 2.100 ekstra ansatte i en presset sektor. Sådan lyder det fra fagforeningen FOA. Men er det så enkelt?
Den tidligere fødevareminister Mogens Jensen blev i dag ved retten på Frederiksberg afhørt i den igangværende minkkommission. Hidtil er en række af embedsmænd blevet afhørt om forløbet op til beslutningen blev truffet om at alle mink i Danmark skulle aflives. I dag var det så den første minister, som sad i vidnestolen.
Mogens Jensen tog for et år siden det politiske ansvar og gik af som fødevareminister. I dag gentog han, at han ikke vidste at der manglede lovhjemmel og han gentog kritikken af ministeriets embedsmænd.
Det er nok de færreste, der ved det, når de planlægger at flytte. Men man kan faktisk miste sin stemmeret i flytterodet, hvis man flytter fra én kommune til en anden for tæt på valgdatoen.
Op mod 5.000 vælgere står netop i den situation. De er flyttet fra en kommune til en anden her kort inden kommunalvalget og har så mistet muligheden for at stemme. Vi hører fra politikere, flytteramte danskere og en valgforsker, som alle undrer sig over, at man ikke kan gøre det smartere i et stort, gennem-digitaliseret offentligt system.
I Polen fortsætter presset på den polske grænse. Ligesom i de seneste dage, har migranter forsøgt at trænge igennem grænsehegnet. Mindst én polsk soldat er såret, melder polske medier.
Astrid Berg og Maria Dohn er dagens værter, Tine Møller Sørensen redigerer.
www.dr.dk/orientering