Skønlitteratur på P1: Frit fald ned i raseriet – 27. maj 2020

“Det hænder / at jeg skriger af raseri / alt for ofte hænder det / at jeg råber min fortvivlelse ud”. Sådan begynder Søren R. Fauths nyudgivne langdigt ‘Moloch’. Et langdigt, der trækker læseren med ned i faldet, faldet ned i håbløsheden, rastløsheden og, ja, raseriet. Men midt i mistroen og jalousien er der også plads til kærlighed og forsoning. Vi taler med forfatteren i dagens udsendelse af Skønlitteratur på P1. Og så har den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline fødselsdag. En forfatter, hvis værker også svinger mellem det ødelagte og voldelige og så det smukke og lette. Vi taler med oversætter og Céline-ekspert Troels Hughes Hansen om forfatterens sproglige finesse, mørke sind, saftige konspirationsteorier, og så den nu meget relevante forbindelse mellem Céline og det vigtige ved at vaske hænder.”
Dagens vært er Adam Holm.
Redaktion: Ander Holbæk Jespersen.