Orientering: Statsministeren gemmer valgudskrivelsen lidt endnu – 4. okt 2022

Der var plads til både hyldest til afgående politikere som Marianne Jelved og Bertel Haarder, den gamle historie om elefanten Ramboline og mere alvorlige politiske udfordringer i statsministerens åbningstale i dag. Blandt andet blev der tegnet et billede af en usikker verden. Men der var ikke en meddelelse om udskrivelse af valg i statsministerens tale. Vi markerer folketingets åbning og får reaktioner og analyse af talen og så ser vi på rækken af valgplakater fra regeringen, der er dukket op den seneste tid i bybilledet.
Truslen fra Rusland og i det hele taget en mere spændt sikkerhedspolitisk situation i verden gør, at vi i Danmark i højere grad selv skal passe vores territorium. Sådan lød det i en dyster rapport i går, som blandt andet anbefaler, at Danmark øger overvågningen i Arktis og Nordatlanten. Men allerede i dag er der store huller i Forsvarets bevogtning i området. For de skibe, der skal patruljere, er nedslidte og kan faktisk slet ikke holde øje med ubåde.
Ukraines hær lader til at være brudt igennem de russiske forsvarslinjer i den sydlige del af landet og rykker nu frem på to fronter på én gang. Hvordan reagerer ukrainerne på det? Og hvad er den ukrainske hærs strategi?
Mette Vibe Utzon og Michael S. Lund er dagens værter. Tine Linde er redaktør.
www.dr.dk/lyd/p1/orientering