Orientering: Putin har ramt ukrainske byer med store gengældelsesangreb – 10. okt 2022

Flere større ukrainske byer er blevet udsat for en række missilangreb tidligt mandag morgen. Det gælder blandt andet Lviv i det vestlige Ukraine, i Dnipro i den centrale del af landet og i landets hovedstad, Kyiv. Helt tæt på et af angrebene i Kyiv var DRs journalist i Ukraine, Louise Brodthagen. Vi taler med hende om de mange angreb i byen, der længe har været forskånet for angreb. Den russiske præsident Putin har allerede taget ansvar for angrebene, der skal ses som gengæld på weekendens angreb på broen til Krim-halvøen, som præsidenten kalder et missilangreb. Samtidig fortæller Alexander Lukasjenko, præsident i Belarus, at han har beordret hviderussiske tropper i stilling sammen med russiske styrker ved den hviderussiske grænse til Ukraine. Vi ser på de seneste eskalerede døgn i krigen.
Gud er ikke medlem af Kristendemokraterne, det afslørede partiet i en pressemeddelelse forleden. Men hvor spiller den kristne religion en rolle i Kristendemokraternes politik, og hvordan vil partiet give flere mulighed for at være hjemmegående og passe deres børn, samtidig med at de vil have flere ud på arbejdsmarkedet? Det forsøger vi at få svar på i Orientering valgmagasin “En stemme på”, som i dag stiller skarpt på Kristendemokraterne med partiets formand Marianne Karlsmose.
Mette Vibe Utzon og Karen Hjulmand er dagens værter. Tine Linde er redaktør.
www.dr.dk/lyd/p1/orientering