Indtil fabriksloven træder i kraft i 1873, er 10% af arbejderne på danske fabrikker mellem 10 og 14 år gamle – godt 16% under 10 år.
Ifølge den nye lov må man altså ikke længere ansætte børn under 10 i industrien. Og man skal gøre plads til skolegang i børnenes liv.
Arbejdstiden for børn mellem 10 og 14 år må derfor højst være 6 ½ time om dagen, inklusiv en halv times pause. De må ikke møde ind før kl. 6 om morgenen – og ikke være der længere end til kl. 20 om aftenen.
Morgenarbejdet sluttes én time før skolestart, så børnene i ro og mag kan spise sig til energi og friske hjerner til undervisningen.
Søndage og helligdage holdes der helt fri.
En 10-årige drengs beskrivelse af sin hverdag på 1880’ernes Nørrebro:
“Det var en streng tid for mig. Jeg gik hjemme fra kl. 7 om morgenen og fejede gade for et brødudsalg og gik så i skole kl. 8-13. Så gik det i løb ud til fabrikken kl. 13.30. Jeg spiste mens jeg løb. Der måtte jeg så arbejde til k. 19. Jeg var hjemme klokken 20. Så fik jeg min mad og så i seng kl. 21. Hvornår jeg fik læst lektier, ved jeg ikke.”
Den nye lov forbedrer forholdene på børn på fabrik en smule – ikke altid i praksis, men i hvert fald på papiret. Men der var stadig ingen regler børn børn i andre erhverv, som budtjanser, værksteder, landbrug og arbejde udført i hjemmet (som at lave tændstikker f.eks.)
Episoden er som altid skrevet og fortalt af Berit Freyheit
Ekstra stemmer: Mai-Britt Tollund og Claus Vittus
Facebook: Bag om Københavns podcast + nyhedsbrev
105