Er en ny regering på trapperne?

Mange venter på den nye regering, men at Venstre og Socialdemokratiet har planer om slå pjalterne sammen i et regeringssamarbejde begejstrer langt fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. I hvert fald kommer de nu med et opråb til Mette Frederiksen, hvor de advarer hende om ikke at lave en for blå regeringsaftale. Men vil toppen lytte til ungdomspartiets opråb? Og er regeringsforhandlingerne ved at nærme sig sin afsluttende fase, og hvad er de afgørende knaster? Forhandlingerne har nu stået på i 37 dage nu, og indtil nu har det været småt med information om, hvad der helt konkret forhandles om inde bag de lukkede døre på Marienborg. Vi forsøger at finde svar på, hvordan et regeringsgrundlag kommer til at se ud for den kommende midterregering, og hvor meget Socialdemokratiet skal give sig for at få blå partier med indenfor?
I Tyskland er det dagen derpå efter gårsdagens opsigtsvækkende optrævling af en højreekstrem gruppe med tråde til både politi, forsvar og parlament. Vi får seneste nyt fra sagen, og vi spørger en tysk journalist hvordan tyskerne reagerer på nyheden om, at denne her gruppe åbenbart planlagde at tage magten i landet ved et væbnet kup. Og så ser vi på højrepartiet AfD. For blandt de anholdte for det formodede forsøg på statskup er mindst ét tidligere medlem partiett. Partiet selv afviser forbindelsen til de formodede kupmagere, men der er klare tråde til dele af Reichsbürger-bevægelse, som efter alt at dømme ville vælte regeringen. Men kan partiet troværdigt afvise forbindelsen? Og hvad er AfD egentlig for en størrelse?
Tidligere i dag skete der noget helt specielt. To af de helt store inden for energi og natur, energiselskabet Ørsted og Verdensnaturfonden, offentliggjorde et partnerskab, der skal sikre, at en enorm udbygning af danske havvindmøller kan ske samtidig med at der skabes et sundere havmiljø i de kommende år. Det sker på et tidspunkt, hvor vi næsten hver dag i denne tid taler om, hvordan verdens biodiversitet – både til lands og til vands – har det så ringe, at nogle ligefrem taler om et truende kollaps. Især lyder alarmklokkerne fra det FN-biodiversitetstopmøde, der lige nu er i gang i Montreal i Canada. Vi har talt med de to hovedpersoner i det nye partnerskabet om, hvorfor de har valgt at gå sammen.
Mette Vibe Utzon og Henrik Lerche dagens værter. Tine Linde er redaktør.
www.dr.dk/lyd/p1/orientering