Hvor udholdende er NATOs støtte til Ukraine?

“Vi vil fortsat stå sammen med Ukraine, så længe det er nødvendigt”. Sådan sagde NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg på NATO-ministermøde i Bukarest. Nu er der gået mere end ni måneder, siden Rusland satte gang i en omfattende invasion af Ukraine. Siden er våben strømmet ind i Ukraine fra NATO-lande. Men hvad nu hvis krigen ikke kun varer måneder, men adskillige år? Hvor udholdende er NATOs støtte så? Og kan Vesten blive ved med at levere våben i den hastighed, Ukraine har brug for?
Luftfartsselskabet SAS har endnu engang leveret et underskud. På et år har selskabet i alt tabt 7,9 milliarder svenske kroner. Alligevel gør selskabet nu klar til at ansætte over 1.000 nye medarbejdere. Så hvordan går det med at genrejse SAS, som kæmper for at bevare sin status som Skandinaviens største flyselskab? Og hvordan går det med de omkring 50.000 SAS-kunder, der stadig venter på at få deres penge, efter at SAS-passagerer fik spoleret deres rejseplaner i sommerferien, da SAS-piloterne nedlagde arbejdet?
I går begyndte en retssag i Moskva mod en af de mest fremtrædende repræsentanter for den russiske opposition efter Aleksej Navalnyj. Ilja Jasjin er en af de sidste, der ikke er flygtet til udlandet efter Ruslands angreb mod Ukraine og den strenge censur, styret har håndhævet siden. Han vil hellere gå i fængsel end at svigte sine idealer. Hvilken demokratisk modstandskraft er der i det russiske samfund, og hvorfor vælger nogle russiske oppositionspolitikere at blive i stedet for at flygte, som mange andre har gjort?
Dagens værter: Brita Kvist og Marianne Skovlund. Tine Linde er redaktør.
www.dr.dk/lyd/p1/orientering