Orientering: Alt det Putin ikke ved – 31. mar 2022

Ruslands præsident Putin får ikke sandheden at vide om krigen i Ukraine. Hans nærmeste rådgivere tør simpelthen ikke fortælle ham hvor skidt det går, siger Storbritannien og USA. Det er et klassisk problem i diktaturer og autokratiske regimer, fortæller en ekspert. Samtidig kører der et højt spil om russisk gas. Ruslands præsident Vladimir Putin har varslet, at betalingen for gas skal falde i russiske rubler fra i dag. Det presser EU, der sidste år fik 40 procent af sit forbrug fra Rusland. EU-landene er i fuld gang med at forberede sig på, at de russiske leverancer kan stoppe i en nær fremtid.
Er følgende demokratisk fifleri? “Stemmer du ja eller nej til, at Danmark skal deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?” Det er udkastet til spørgsmålet, som vælgerne skal til folkeafstemning om den 1. juni. Formuleringen er “demokratisk fifleri”, lyder det fra et af nej-partierne. Vi har sendt spørgsmålet videre til en valgekspert og så spørger vi også to ja-partier om hvorfor “forbehold” indgår i formuleringen?
Værter: Søren Carlsen og Karen Hjulmand. Redaktør Orhan Gökcen.
www.dr.dk/orientering