Orientering: Britiske asylansøgere til Rwanda i morgen? – 13. jun 2022

Efter planen vil det første fly i morgen lette med asylansøgere ombord fra Storbritannien, med kurs mod det afrikanske land Rwanda. Storbritannien har indgået en aftale med Rwanda, som minder om den aftale, Danmark ønsker at få. Den indebærer, at personer, der er kommet illegalt ind i landet og søger asyl i Storbritannien, kan få deres sag behandlet i Rwanda.
Men planen er blevet mødt af kritik både fra medlemmer af det konservative regeringsparti, modstandere og ngo’er. Det betyder, at antallet af asylansøgere, som nu skal sendes til Rwanda er skrumpet. De omkring 150 flygtninge, som premierminister Boris Johnson i april sagde skulle af sted, var henover weekenden og mandag blevet til 10.
I Danmark elsker vi at cykle. Og det tohjulede transportmiddel fylder meget i den danske selvfortælling. Folketingets partier har udnævnt 2022 til “Cyklens år” og der er kun lidt over to uger til, at verdens største cykelløb, Tour De France begynder i København.
Men ser man på, hvordan det går med cyklismen i kongeriget – ja så går det faktisk ikke så godt. Nye tal fra vejdirektoratet viser, at over de seneste 20 år, er der kommet færre cyklister. For hver 100 cyklister der var på en strækning i år 2000, så findes der kun 94 cyklister på samme strækning i dag.
Boris Johnson vil af med begrænsningerne i den nuværende Nordirlands-aftale med EU. Væk skal kontrollen og væk skal EU-domstolen, der skal ind over ved tvister. Men Johnson fisker i rørte vande. Hans popularitet er i bund og han trænger til en sag, der kan fjerne fokus fra både mistillid og fiaskoerne.
Søren Carlsen og Karen Hjulmand er værter, Tine Møller Sørensen er dagens redaktør.
www.dr.dk/orientering