Betal den el- og varme-pris, du betalte sidste efterår og udskyd så ekstraregningen til fremtiden. Sådan lyder forslaget fra Regeringen, som her til eftermiddag fremlagde sit bud på at hjælpe danskere – og forventeligt også snart virksomheder – der er presset af de høje energipriser. Men hvad betyder det mere konkret, at danskerne tilbydes at kunne få deres dyre energi på afbetaling? Og hvad siger Folketingets partier og en forbrugerøkonom til den løsning? Og vil en købmand og mor til fire løse de økonomiske udfordringer lige nu med et lån?
Ukraines hær har indtaget meget store landområder i den nordøstlige del af landet, og i takt med, at journalister og nødhjælpsfolk nu får adgang til de tidligere besatte byer, kommer der også beretninger frem om voldsomme overgreb. Vi har talt med en ukrainer, der har været i de generobrede områder og hørt forfærdelige vidneudsagn.
Kvinder på stribe er i årevis blevet afvist, når de har forsøgt at få anerkendt fødselsskader som reelle skader, der skal dækkes af ulykkesforsikringen. Men i sidste uge ændrede ét forsikringsselskab holdning. Og i dag kan vi fortælle om flere forsikringsselskaber, der nu lover tidligere afviste kvinder erstatning.
Michael S. Lund og Henrik Lerche er dagens værter. Tine Linde er redaktør.
www.dr.dk/lyd/p1/orientering
Orientering: Energi på afbetaling – 14. sep 2022
01:50:092022