Orientering: Første fragtskib har forladt Ukraine og skaber håb – 1. aug 2022

I dag har det første skib med afgrøder forladt Ukraine. Eksporten af korn og andre fødevarer fra et af verdens allerstørste korneksportlande har ellers ligget stille i knap et halvt år. Men en nylig FN-aftale mellem Tyrkiet, Rusland og Ukraine har banet vejen for, at det første fragtskib i dag er sejlet ud fra havnen i den ukrainske by Odesa. Men hvor solid er aftalen, og betyder det, at en fødevarekrise nu er afværget? Og hvilken interesse har russerne i at lade de ukrainske afgrøder fortsætte med at forlade Ukraine og komme ud til et kornsultent verdensmarked?
EU-landene har indgået en aftale om at reducere deres gasforbrug med 15 procent for at undgå en energikrise, når vinterkulden kommer. Aftalen gælder fra i dag, men hvordan skal de forskellige medlemslande skære ned? Og gør det den store forskel, når der alligevel vil mangle gas i Europa til vinter?
Denne uges sommertema ser på det valgår, vi går i møde. For inden næste sommer skal danskerne have været en tur i stemmeboksen, og allerede nu presser støttepartiet Radikale Venstre på for, at statsminister Mette Frederiksen snart trykker på den sagnomspundne, imaginære valgknap. Vi dykker ned i, hvad der får regeringer til at udskrive valg, og så taler vi ungdomspartierne, der sover med støvlerne på og er klar til kamp.
Astrid Berg er dagens vært, Tine Linde er redaktør.
www.dr.dk/lyd/p1/orientering