Orientering: Hundredvis af flygtninge og migranter forsøger at kommer over grænsen fra Belarus til Polen – 8. nov 2021

Hundredvis af flygtninge og migranter nåede i formiddag frem til grænsen mellem Belarus og Polen, som de forsøgte at forcere. Vi ser på, hvordan den højspændte situation har udviklet sig i løbet af dagen – og på hvad omverdenen siger til udviklingen i de to lande.
Klimatopmødet i Glasgow er gået ind i sin anden uge. Nu skal ministrene sikre et forhandlingsresultat i de afgørende spørgsmål om højere ambitioner og flere penge til udviklingslande, hvis COP 26 skal blive en succes. Vi er igennem til Glasgow, hvor Orienterings klima- og miljømedarbejder Karen Hjulmand vil rapportere fra den næste uge.
I dagens udsendelse skal vi også forbi en af de kommunalvalgskampe, som to meget rutinerede politiker står bag. I Trekantområdet kæmper to tidligere ministre om borgmesterkæden i Kolding kommune. Vores udsendte reporter mødtes med Villy Søvndal og Eva Kjer Hansen fra morgenstunden, hvor der blev uddelt kanelboller og kampagnemateriale. Hvorfor vil de to være borgmestre i Kolding?
Mette Vibe Utzon og Søren Carlsen er dagens værter. Birgitte Gadegaard er redaktør.
www.dr.dk/orientering