Orientering: Kritik af finansiering af særlov – 15. mar 2022

Nærmest samtlige hjælpeorganisationer kritiserer regeringen skarpt for finansieringen af den særlov for ukrainske flygtninge, der forventes hastevedtaget i morgen. Pengene tages nemlig delvis fra den generelle udviklingshjælp. Kritikken bakkes op af regeringens støttepartier, der dog ikke vil undlade at støtte særloven.
Den måde vi tager imod ukrainske flygtninge på, står i skærende kontrast til måden vi tog imod de syriske flygtninge i 2015. Det mener en professor – han peger blandt andet på, at mange EU-lande dengang indførte national grænsekontrol og markante restriktioner, og flere end 400 danskere blev sigtet for menneskesmugling – i modsætning til i dag, hvor vi blandt andet giver ukrainske flygtninge gratis togtransport.
Marina Ovsjannikova, som var redaktør på den statskontrollerede Kanal 1, afbrød i går en direkte udsendelse med en protestaktion, hvor hun holdt et skilt op bag nyhedsoplæseren. “Nej til krig. Stop krigen. Tro ikke på propagandaen. De lyver for jer”, stod der. Marina Ovsjannikova kunne desuden høres råbe “Stop krigen. Nej til krig”, inden kanalen skiftede til et nyt indslag og hun blev anholdt. Nu siger hendes advokater, at de efterfølgende har søgt efter deres klient, men at de ikke har kunnet lokalisere hende.
Brita Kvist og Søren Carlsen er dagens værter, Tine Møller Sørensen er redaktør.
www.dr.dk/orientering