Orientering: Ørsted nægter at betale for russisk gas i rubler – 30. maj 2022

Ørsted, Danmarks største energiselskab, afviser at betale i rubler for den gas, selskabet importerer fra Rusland. Det kan betyde, at Danmark er det næste land, russerner ikke længere vil levere gas til, som det er sket for Finland og Polen. Vi dykker ned i Ørsted’s beslutning og undersøger, hvor godt rustet de store virksomheder, der i øjeblikket bruger russisk gas, er på et scenarie, hvor der der bliver lukket for russisk gas?
På topmødet i dag blandt EU’s statsministre, premierministre og præsidenter i Bruxelles er sanktioner mod russisk olie slet ikke på dagsordenen. Men i kanten af topmødet gør embedsmænd nu endnu et forsøg på at opnå politisk enighed om en sjette sanktionspakke mod Rusland. For mens tidligere sanktionspakker er vedtaget på rekordtid, er der nu gået snart fire uger, siden Europa-Kommissionen præsenterede forslaget om et fuldstændigt forbud mod olie og olieprodukter fra Rusland. Er enigheden blandt EU-landene, som vi så ved krigens start, slut?
Brita Kvist og Søren Carlsen er dagens værter, Tine Linde er redaktør.
www.dr.dk/orientering