Orientering: Pensionerede vil undgå modregning, hvis de skal passe ukrainere – 13. apr 2022

Der bliver brug for alle, også dem, der er gået på pension, når der skal skaffes nok pædagoger og lærere til at tage sig af ukrainske børn på flugt fra krigen. Pædagogernes fagforening BUPL foreslår derfor en særlig jobbank, hvor folk på pension eller efterløn kan melde sig som arbejdskraft, vel at mærke uden at skulle trækkes i pensionen. Både Kommunernes Landsforening, Ældresagen og nu også Dansk Arbejdsgiverforening støtter forslaget, hvor betingelsen er, at det ikke må koste på folkepensionen. Venstre og Socialistisk Folkeparti støtter forslaget og opfordrer regeringen til at handle hurtigt for at skaffe pædagoger og lærere til de ukrainske børn. Vi spørger regeringen, hvad de siger til forslaget.
Statsoverhoveder, ministre og menige politikere valfarter til Ukraine for at vise deres solidaritet. Det ville den tyske præsident Frank Walter Steinmeier også. Men Ukraine vil ikke have ham på besøg. Det måtte han konstatere, da han stod i Polen og ellers var klar til at fortsætte rejsen til Ukraine i en fælles delegation sammen med Polen og de tre baltiske lande. Den ukrainske ambassadør i Tyskland siger, at ukrainerne derimod gerne vil have besøg af den tyske kansler Olaf Scholz. Det er en pinlig sag for Tyskland, men måske også for Ukraine.
Mette Vibe Utzon og Søren Carlsen er dagens værter, Tine Linde er redaktør.
www.dr.dk/orientering