Orientering: Stærkt forsinket FN-rapport bryder tavsheden om krænkelser i Kina – 1. sep 2022

Det har taget tid. Men nu er FN’s menneskerettighedsråds længe ventede rapport om Kinas overgreb på den muslimske uighurminoritet endelig kommet. I rapporten opfordrer FN’s afgående menneskerettighedschef, Michelle Bachelet, også det internationale samfund til at give situationen i det vestlige Kina øget opmærksomhed. Rapporten om forholdene for uighurerne i Kinas Xinjiangprovins har vakt vrede i Kina, og imens lever tusinder af uighurer i eksil og i uvished om, hvad der sker med deres slægtninge i Kina.
Efter regeringen i går fremlagde dens finanslovsforslag, har mange øjne været rettet mod de millioner, som skal gå til at løfte psykiatrien. Eller måske manglende millioner. For i finanslovsforslaget er der alene afsat en forhandlingsreserve på i alt 600 millioner kroner, og den mener regeringen skal gå til både ældre, sundhed og så også psykiatriområdet. Finanslovsforslaget kommer, efter man lige er gået i gang med at forhandle om en tiårsplan for psykiatrien. Vi taler med ministeren, oppositionen og nogle af dem, der står bag anbefalingerne til, hvordan psykiatrien skal på ret køl igen.
Offentlige, tyske bygninger bliver koldere og gaderne mørkere til vinter. Det er en del af den tyske regerings fem tiltag til at spare på energien. Formålet er at blive uafhængige af russisk gas og holde på landets gasreserver. Blandt andet må offentlige lokaler som rådhuse fremover kun varmes op til maksimum 19 grader. Vi taler med en direktør i en ejendomsadministration, med en hotelejer og en kommuneingeniør om, hvad det er for en spareplan, der er sat i gang.
Karen Hjulmand og Michael S. Lund er dagens værter, Tine Linde er redaktør.
www.dr.dk/lyd/p1/orientering