Orientering: Statuen “Skamstøtten” i Hongkong er fjernet, men nu kopieres den til mange lande – 29. dec 2021

Statuen Skamstøtten er blevet fjernet fra pladsen ved universitetet i Hongkong af de kinesiske myndigheder, men siden har sagen taget en uventet drejning. Rundt om i verden kopieres den otte meter høje statue i 3D, og den danske kunstner har nu 30-40 henvendelser om at få lov til at stille en kopi op.
Julia Samokhvalova, 35 år, født i Rusland, bosiddende i Danmark, sad i går i retten i Moskva, da Ruslands Højesteret opløste menneskerettighedsorganisationen Memorial. Hun sad der også i dag, da en ny retssag blev afgjort. En sag, der retter sig mod den del af Memorial, der forholder sig til aktuelle overtrædelser af menneskerettighederne. Også den vil nu blive opløst. Vi taler med Julia Samokhvalova og ser på de mange internationale fordømmelser, der er kommet i kølvandet af opløsningen af Memorial.
Dagens tema i hele time to står Brita Kvist for. Det handler om den nye tyske regering, og hvad verdens fjerdestørste økonomi, vores store nabo og Europas mest magtfulde medlem, egentlig vil?
Brita Kvist er vært, Birgitte Gadegaard er redaktør.
www.dr.dk/orientering