Med jævne mellemrum kører der historier om danskere og udlændinge bosat i Danmark, der er kommet i klemme med de danske udlændingeregler. Sager der oftest får et andet udfald, når først de er kommet på forsiden. Senest er det 18-årige Tajmal Mehic fra Horsens, der fik afslag på sin ansøgning om permanent opholdstilladelse fordi hun skiftede uddannelse. Efter en video, der er gået viral, vil integrationsminister Tesfaye sætte sine embedsmænd til at kigge på reglerne. Vi tager en debat om de mange sager i medierne.
Den ny type realkreditlån med evig afdragsfrihed, hvor realkreditselskaberne kan ændre vilkårene, hvis der kommer en boligkrise, kan føre til at forbrugere må gå fra hus og hjem. Det siger Forbrugerrådet, der vil have erhvervsminister Simon Kollerup på banen. Det samme lyder fra SFs ordfører Lisbeth Bech Poulsen.
Når det danske herrelandshold i fodbold til sommer tager til Qatar for at deltage i VM, så vil der være Qatar-kritiske budskaber på deres træningstøj og fritidstøj. Den lille oliestat får massiv kritik for at blæse på menneskerettighederne og lade migrantarbejdere bo og arbejde under kummerlige vilkår, mens de bygger stadions. En kritik store dele af det internationale samfund deler. Det gælder også de fleste EU lande. Alligevel har EU taget hul på diplomatiske samtaler med Qatar om at købe flydende gas.
Det og meget mere i dagens Orientering, hvor Mette Vibe Utzon og Mathias Bay Lynggard er værter. Orhan Gökcen er redaktør.
www.dr.dk/orientering
Orientering: Teenager får Tesfaye til at kigge på regler for ophold – 2. feb 2022
01:50:082022