Orientering: Tysk gasafhængighed sætter EU i Rusland-klemme – 18. jan 2022

El-og gasforbrugere verden over ømmer sig over høje prisstigninger i denne vinter. Det gælder blandt andet herhjemme, hvor der i dag har været indkaldt til en politisk drøftelse om de høje energipriser. Men også vores tyske naboer fryser i vinterkulden. Tyskland er midt i en ambitiøs grøn omstilling og lukker både kulkraftværker og atomkraftværker og gør sig dermed mere afhængig af russisk gas, men åbningen af gasledningen Northstream2 trækker ud. Hvad gør tyskerne i hverdagen, når strømmen risikerer at ryge, og hvilken klemme er den nye regering bragt i i forhold til Rusland-Ukraine optrapningen?
Selv om det økonomiske opsving efter coronakrisen er godt i gang her i Danmark, så er billedet noget anderledes på globalt plan, hvor den samlede arbejdsløshed er steget med 52 millioner fuldtidsstillinger siden coronapandemiens start. Sådan lød konklusionen i en stor rapport fra Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO, som blev offentliggjort i går. Men pandemien har ikke kun sat aftryk på beskæftigelsen. Siden pandemien har verdens ti rigeste personer fordoblet deres formuer, mens 99% af verdens befolkning i dag står værre økonomisk stillet end før coronakrisens start. Det viser en stor ulighedsraport som organisationen Oxam IBIS i går præsenterede. Vi ser på de to øjebliksbilleder af den globale beskæftigelse og ulighed.
Lars Løkke Rasmussens nye parti, Moderaterne, har formuleret sine politiske visioner og er godt i gang med at hverve medlemmer til sit nye politiske parti. Men er partiets visioner om borgerpligt for unge, værdighedsydelse, og en top-top-skat det indhold, som dansk politik mangler? Vi får en analyse af partiets politik og spørger om der er plads på midten – når Radikale Venstre er der i forvejen?
Søren Carlsen og Henrik Lerche er dagens værter, Tine Linde redigerer.
www.dr.dk/orientering