Nazisten der skrev børnebøger

Den norske forfatter, Tomas Espedal er gæst i dagens program. Han prøver at opklare noget af gåden om Marie Hamsun – børnebogsforfatteren, der var glødende nazist. I sit nye teaterstykke, ‘Marie min’ får tilskuerne nemlig et råt indblik i ægteskabet fra helvede, hvor både Knut og Marie havde litterære ambitioner og store drømme. Det blev dog Knut Hamsun, der løb med både plads og opmærksomhed, mens Marie måtte ‘nøjes’ med børnelitteraturen og lidt poesi. Begge hyldede de Adolf Hitler før og under Anden Verdenskrig – og begge blev de udstødte som landsforrædere efter krigen.
Vært, Nanna Mogensen er også på Det Kongelige Bibliotek hos ansvarlig for specialsamlingerne, Sonny Ankjær Sahl for at se på originale Hamsun-breve.
Redaktør: Hanne Barslund.