Kampen om historien

Sir Oswald Mosley og de britiske fascister

“Hvis I virkelig tror, at det nuværende system kan hjælpe jer, er det så meget desto bedre for vores nye og virile form for fascisme. Jeg kommer til jer med et nyt og revolutionerende tankesæt” Ordene kom fra Sir Oswald Mosley, en 36-årig adelsmand, der stod i spidsen for det nystiftede parti, British Union of Fascists. Året var 1932, den økonomiske krise bed, arbejdsløshedskøen voksede og det britiske imperium slog sprækker.
Foran en talstærk forsamling af unge mænd med sorte skjorter og højre arm strakt i en heilende hilsen, talte Mosley om alt det, der måtte gøres for at komme elendigheden til livs. Mosley blev aldrig Storbritanniens Fører, men hans ætsende kritik af racesammenblanding og multikultur stikker fortsat sit hoved frem, bl.a. under de nylige optøjer i flere britiske byer. Hvem Sir Oswald Mosley var? Hvordan hans britiske fascisme adskilte sig fra den kontinentale udgave? Og hvilke spor den har sat i eftertiden? Det er nogle af spørgsmålene i Kampen om historien, hvor Adam Holm taler med lektor i historie Claus Bundgård Christensen.
Redaktør: Thomas Vinther Larsen.
I redaktionen: Nanna Sloth Skardhamar og Clara Faust Spies.
Musik: Adi Zukanovic.